Spring til indholdet

Hjælp

Det meste i Knipp er ét tryk væk. Her er det, folk spørger mest om. Finder du ikke svaret, så skriv til studio@fosselien.no, så svarer vi så hurtigt, vi kan.

Kom i gang

  1. Log ind i appen eller på knipp.fosselien.no med din e-mailadresse.
  2. Gem gendannelseskoden, du får første gang, et sikkert sted, for eksempel i din passwordmanager.
  3. Gem det første: tryk på plus, eller del et link til Knipp fra en anden app.
  4. Log ind med den samme konto på dine andre enheder, og godkend dem fra den første, så ligger alt der også.

Synkroniseres det mellem mine enheder?

Ja. Alt, hvad du gemmer, hører til din konto og dukker op på alle de enheder, hvor du er logget ind, med det samme. En ny enhed skal låses op, før den kan læse indholdet, se Ny telefon, computer eller browser.

Jeg har glemt adgangskoden

Tryk på »Glemt adgangskoden?«, når du logger ind, så får du et link på e-mail til at vælge en ny. Adgangskoden og gendannelseskoden er to forskellige ting: en ny adgangskode låser ikke indholdet op på en ny enhed. Det gør en adgangsnøgle, en enhed, der allerede er låst op, eller gendannelseskoden.

Kryptering, adgangsnøgle og gendannelseskoden

Knipp krypterer dine noter, links, billeder, optagelser og filer på enheden, før de gemmes. Kun dine enheder, og dem du deler med, kan læse dem. Hvad der er krypteret, og hvad der ikke er.

Første gang du bruger Knipp med kryptering, kan du gemme nøglen med en adgangsnøgle. Så låser du Knipp op på en ny telefon eller computer med Face ID, fingeren eller enhedens kode. Adgangsnøglen følger med til dine andre enheder i iCloud-nøglering eller Google Adgangskodeadministrator.

Du får også en gendannelseskode. Gem den et sikkert sted, for eksempel i din passwordmanager. Den er vejen ind, hvis du mister adgangen til din adgangsnøgle. Har du ingen adgangsnøgle, der følger med til dine andre enheder, skriver du de fire sidste tegn for at bekræfte, at du har koden. Det, du har gemt i forvejen, krypteres i baggrunden.

Under Indstillinger > Kryptering ser du dine adgangsnøgler og de enheder, der har nøglen. Der kan du tilføje en adgangsnøgle og lave en ny gendannelseskode, og så holder den gamle op med at virke.

Ny telefon, computer eller browser

En ny enhed skal have nøglen, før den kan læse dit indhold. Det gælder også en ny browser til Knipp på nettet. Når du er logget ind, har du disse valg:

  • Med adgangsnøgle: tryk på »Lås op med adgangsnøgle«, og brug Face ID, fingeren eller enhedens kode.
  • Fra en anden enhed: tryk på »Anmod om adgang«. Åbn Knipp på en enhed, der allerede er låst op. Der står »Ny enhed vil læse dit indhold« med en kode på seks tegn. Tjek, at den er den samme som på den nye enhed, og tryk på Godkend.
  • Med gendannelseskoden: skriv den, og tryk på »Lås op«.

Godkend kun enheder, du kender. Under Indstillinger > Kryptering kan du fjerne en enhed fra listen, men det tager ikke nøglen fra den: den kan stadig læse indholdet, så længe den kan komme ind på din konto.

Jeg har mistet gendannelseskoden

Har du stadig en enhed, der er låst op, eller en adgangsnøgle, laver du en ny kode under Indstillinger > Kryptering. Den gamle holder op med at virke med det samme.

Har du mistet både koden, adgangsnøglen og alle enhederne, er indholdet væk. Vi har ikke nøglen, så ingen kan hente det tilbage, heller ikke vi. Du kan begynde forfra med den samme konto: tryk på »Start forfra«, når Knipp beder dig låse op. Så slettes alt, hvad du har gemt, og du får nye nøgler. Områderne, profilen og abonnementet forbliver som før.

Udvidelsen og Obsidian

Udvidelsen til Chrome og Edge får nøglen fra Knipp på nettet i den samme browser, på samme måde som den får login, og krypterer det, du gemmer, før det sendes. Er Knipp på nettet ikke låst op i browseren, venter det, du gemmer, til det er det.

Obsidian-pluginet (version 0.4.0 eller nyere) låses op som en ny enhed under Kryptering i pluginets indstillinger: godkend det fra en anden enhed, eller skriv gendannelseskoden. Gør det på hver computer. Noterne i Obsidian er almindelige filer som før. Krypteringen gælder det, der ligger hos Knipp.

Gem fra telefonen

Tryk på del-knappen i browseren, Fotos eller en anden app, og vælg Knipp. Ser du ikke Knipp på listen, så rul til slutningen og vælg »Mere« eller »Rediger«, og tilføj Knipp. På iPhone kan du også bede Siri om at gemme i Knipp. På Android får du »Gem i Knipp«, når du markerer tekst.

Gem fra computeren

Med udvidelsen til Chrome og Edge gemmer du siden, du er på, et billede eller den tekst, du har markeret, med ét klik eller fra højrekliksmenuen. Alt+Shift+L gemmer siden uden at åbne noget. Udvidelsen logger selv ind, når du er logget ind på Knipp på nettet.

Påmindelser

Åbn et knipp, og vælg Påmindelse i menuen, eller brug »Husk« til noget, du bare skal huske. Notifikationen kommer på telefonen og på computeren, hvis du har slået notifikationer til i browseren.

Deling

Vælg Del i menuen på en note eller en liste. Deler du med en e-mailadresse, kan I skrive i den samme, og ændringerne dukker op med det samme. Et delt link kan læses af alle, der har det. Du kan til enhver tid stoppe med at dele. Det, du deler, er stadig krypteret. Et delt link har nøglen i selve linket, og den del sender browseren aldrig til serveren. Alle, der har hele linket, kan læse det, så del det kun med dem, det gælder.

Låste noter

Vælg Lås i menuen på en note. En låst note viser kun titlen i lister, søgning og notifikationer og åbnes med Face ID eller fingeraftryk i appen på telefonen. På nettet kan den ikke åbnes. Låser du en note, holder åbne links til den op med at virke, og den, der har fået et invitationslink, ser kun titlen. Har du delt den med nogen i Knipp, kan de stadig læse den. Låste noter sendes aldrig til AI af sig selv. En låst note er krypteret som dine andre noter, og låsen kommer oveni.

Automatisk AI

Knipp bruger AI til at lave korte resuméer og skjulte søgeord, give links og billeder en titel, læse teksten i billeder og transskribere optagelser, så du finder alt igen. Vil du ikke det, slår du Automatisk AI fra under Indstillinger. Valget gælder din konto på alle enheder. Så gør AI kun det, du beder om, som »Transskribér optagelsen«, »Læs tekst i billedet« og »Lav billedtekst«. Fordi dine noter, links, billeder og optagelser er krypteret der, hvor de ligger, er det din enhed, der sender AI'en det, den har brug for, i klartekst, gennem Knipps funktioner. De gemmer og logger det ikke. Hvad der sendes hvorhen.

Områder

Har du tilføjet et område, for eksempel Arbejde, skifter du øverst i appen. Det, du gemmer, havner i det område, du står i, og områderne blandes aldrig. Du opretter og ændrer områder under Indstillinger.

Eksport og sletning

Under Indstillinger kan du eksportere alt, hvad du har gemt, med billeder og vedhæftede filer. Eksporten laves på din enhed og er ikke krypteret, så pas på filen. Der kan du også slette kontoen. Læs, hvad der slettes.

Fik du ikke svar?

Skriv til studio@fosselien.no. Fortæl gerne, hvilken telefon eller browser du bruger.